15 milliarder mere til velfærden siden 2010. Det er den ekstra økonomi som det stigende antal børn og ældre kræver, og der er da kommet flere midler, men langt fra nok. For samtidig går flere og flere elever på en specialskole, der er stigende mistrivsel blandt børn og unge og alt i samfundet er generelt blevet dyrere. Skellet mellem privatforbrug og det kommunerne kan tilbyde bliver større og større (KL 2023) – Med andre ord; uligheden vokser.
”Der er noget galt i Danmark…” synger John Mogensen i 1971. ”Der er noget skævt i toppen”, fortsætter han. I dag er der ikke nødvendigvis noget skævt i toppen, men snarere en skæv tilgang til udfordringerne.
Der debatteres livligt i hele landet, men det handler mest om at kaste med store ord og skyld; og meget mindre om at handle. Det er forståeligt, for hvad skal vi egentlig gøre?
Løsningen ser ud til at findes i den øgede inddragelse af civilsamfundet, men denne tankegang er dobbeltsidig og det er her vores stillingtagen bliver afgørende.
Mellem linjerne læser man de politiske vinde; Privatisering og udlicitering af sociale ydelser. Mindre stat – Mere marked. Det er ikke fordi jeg tror politikerne på Borgen er bevidste om retningen, men fordi det bliver det naturlige modsvar til økonomiske udfordringer og kompleksitet. Der er prioriteret og det er ikke velfærden der prioriteres højest. Komplekse udfordringer synes nemmere at styre, hvis de ses i et traditionelt økonomisk perspektiv – Køb/ikke køb, service/ikke service.
Den øgede inddragelse af civilsamfundet kan også ses som en mulighed for at skabe nyt og styrke velfærden i hele samfundet, så ’det gode liv’ ikke længere kun bliver et statsligt ansvar – Men alles. Tanken er smuk, og man ser det blomstrende fællesskab for sig, men det er samtidig ustyrligt og styret af socialkonstruktivistiske strømninger. Det kræver mod og overblik, men også en evne til at tro på processen, frem for målet. Det kræver retning og facilitering uden at man låser sig fast på et outcome.
Mødesteder i lokalområdet. Debatter på tværs af borgergrupper, kommuner og erhvervsliv. Partnerskaber med andre kommuner og regioner. Støtte til frivillige kræfter.
De fleste kommuner ser ud at lede efter en mellemting mellem disse to modpoler. For modpoler er de – Den ene er standardiseret og traditionel og holder vanerne i et jerngreb. Den anden er innovativ og opleves yderst kompleks, mens den giver frit spil til alle de vilde kræfter som lever i samfundet. Ofte hælder kommunerne til det traditionelle. De afkræves tal og der skal dokumenteres. Den slags kræver økonomisk tankegang i traditionel forstand. Mens vi arbejder traditionelt taber vi mennesker på gulvet. De mennesker som skal bære vores samfund i fremtiden, og de som på sigt bliver dyrere fordi de ikke får hjælp i tide.
Balancen bliver afgørende i de kommende år. Vi skal udvikle os sammen og lære af hinandens initiativer. Der er ikke tid til at sidde på hænderne for så tipper læsset. Jeg glæder mig til at se alle de spændende initiativer som opstår på kryds og tværs… Vi vil unægtelig gå fra et statsligt ansvar for velfærden til et samfundsansvar – Og vi må alle gøre vores til at det lykkes uden tab af velfærd og det gode liv.
Comments